Kvasarer er galakser med meget aktive, supertunge sorte huller i centrum. Omkring de sorte huller kredser skiver af meget varmt materiale, som ofte spys ud i lange stråler eller jets langs rotationsaksen. Kvasarer kan overstråle alle de stjerner, som befinder sig i resten af deres hjemgalakser.
Det er et forskerhold under ledelse af Damien Hutsemékers fra University of Liège i Belgien, som har studeret 93 kvasarer. Det var i forvejen kendt, at disse kvasarer dannede en kollosal gruppe spredt ud over flere milliarder lysår. Med VLTs the FORS instrument observerede gruppen kvasarerne, som vi ser, som de så ud da Universet var omkring 1/3 af dets nuværende alder.
"Det første mærkelige, som vi bemærkede var, at nogle af rotationsakserne for kvasarerne var parallelle - på trods af, at disse kvasarer befinder sig milliarder af lysår fra hinanden," sagde Hutsemékers.
Holdet gik videre, og undersøgte om akserne ikke bare var koblet til hinanden, men også til de overordnede strukturer i Universet på den tid.
Det viser sig, at fordelingen af galakser ikke er jævn, når astronomerne ser på store skalaer, i størrelsesordenen milliarder af lysår. Galakserne udgør et kosmisk spindelvæv, eller man kan sige, at de sidder som overfladerne i sæbebobler med enorme næsten tomme områder ind imellem. Det er det, vi kalder Universets storskalastruktur.
De nye VLT-resultater tyder på, at kvasarernes rotationakser er parallelle med storskalastrukturerne. Altså hvis en kvasar befinder sig i en lang tråd i "spindelvævet", så vil omdrejningsaksen for det sorte hul i galaksecentret pege langs med tråden. At dette skulle være et tilfælde har en sandsynlighed på mindre end 1%.
"Hvis der er en sammenhæng imellem kvasarernes orientering og de strukturer, som de befinder sig i, vil det være vigtigt for de beregningsmodeller, vi har for Universets udvikling. Vore observationer giver den første observationelle bekræftelse af denne effekt, i en skala, som er meget større end hvad der tidligere er blevet observeret for normale galakser, " tilføjer Dominique Sluse fra Argelander-Institut für Astronomie i Bonn, Tysland og University of Liège.
Forskerholdet har ikke direkte kunnet se rotationsakserne eller kvasarernes jets. I stedet har de målt polarisationen af lyset fra hver enkelt kvasar. For 19 af dem var lyset kraftigt polariseret. Polarisationsretningen sammenholdt med andre målinger har så været brugt til at udlede hvilken vinkel skiven, og dermed rotationsaken har.
Dominique Sluse slutter: "Det, at vi har målt retningssammenfald ved skalaer, som er meget større end hvad der har været teoretisk beregnet, tyder på, at der mangler noget i vore nuværende modeller af Universet."
BOSS (Baryon Oscillation Spectroscipic Survey) har fundet en ny metode til at kortlægge quaserenes position og rødforskydning meget præcist for at måle det tidlige univers's præcise udvidelse. "Da universet var under 1/4 af dets nuværende alder, fjernede to galakser der var 1 mio. lysår fra hinanden sig, med en hastighed på 68km/s" siger Font-Ribera fra Berkeley
LÆS MERE på Berkeley Lab