Astrofysik

Der lurer et supertungt sort hul i Mælkevejens centrum. Det har længe været antaget, og nu har ESO's superfølsomme instrument GRAVITY givet flere indicier til antagelsen. De nye observationer viser, at klumper af gasarter hvirvler rundt med hastigheder på omkring 30% af lysets hastighed i cirkelbaner tæt ved begivenhedshorisonten for det sorte hul. Det er første gang stof er observeret i så stor detalje så tæt på dette 'point of no return' ved et sort hul.

Udbrud af infrarød stråling fra stofskiven omkring Sagittarius A* er observeret med ESOs instrument GRAVITY, som er monteret på deres VLT (Very Large Telescope). Strålingen kommer fra det tunge objekt, som befinder sig i hjertet af Mælkevejen, og udbruddene bekræfter det, som forskerne længe har formodet; nemlig at objektet er et supertungt sort hul. Udbrudene stammer fra stof, som kredser meget tæt ved det sorte huls begivenhedshorisont, og det her er de mest detaljerede observationer til dato af stof, som kredser så tæt på et sort hul.

Noget af stoffet i denne stofskive — den skive af gas, som kredser omkring Sagittarius A* med relativistiske hastigheder - kan kredse om skiven i sikkerhed, men hvis noget af det kommer for tæt på, er det dømt til at blive trukket ind bag begivenhedshorisonten. Det tætteste ved et sort hul, som stof kan kredse uden ufravigeligt at blive trukket ind af den koncentrerede masse, kaldes den inderste stabile bane, og det er derfra, de observerede udbrud stammer.

Simulation af
"Det er helt forrygende faktisk at kunne se stof, som kredser omkring et tungt sort hul med 30% af lyshastigheden," strålede Oliver Pfuhl, som forsker ved MPE. "GRAVITYs fantastiske følsomhed har givet os mulighed for at se processerne i real-time i hidtil usete detaljer."
GRAVITY kombinerer lyset fra 4 teleskoper ved ESO's VLT til ét virtuelt superteleskop, som er 130m i diameter.

Tidligere i år gjorde sammenholdning af data fra instrumenterne GRAVITY og SINFONI, som også er koblet til VLT, det muligt for det samme hold af forskere at måle den tætte passage for stjernen S2, da den krydsede ind igennem det ekstremt kraftige tyngdefelt tæt ved Sagittarius A*. Her målte de for første gang de effekter, som er forudsagt af Einsteins Generelle Relativitetsteori i så ekstremt et miljø. Ved S2s passage blev der også observeret kraftig infrarød stråling.

"Vi overvågede nøje S2, og selvfølgelig holdt vi også øje med Sagittarius A*. I observationsperioden var vi så heldige, at vi så tre klare udbrud fra området omkring det sorte hul - det var blot et heldigt sammentræf!" siger Pfuhl

Strålingen kommer fra elektroner med meget høj energi tæt ved de sorte hul. Den blev set som tre tydelige udbrud, som præcist modsvarer teoretiske forudsigelser for hot-spots, som kredser tæt ved et sort hul med fire millioner solmasser. Forskerne formoder, at udbruddene stammer den magnetiske vekselvirkninger i den meget varme gas tæt inde omkring Sagittarius A*.

Reinhard Genzel, fra Max Planck Institute for Extraterrestrial Physics (MPE) i Garching, Tyskland, som er leder af undersøgelsen, forklarer: "Det har altid været et af vore drømmescenarier, men vi turde ikke håbe på, at det ville være muligt så tidligt." Med reference til den hidtidige antagelse om, at Sagittarius A* er et supertungt sort hul, konkluderer Genzel: "Resultatet her er en solid bekræftelse af ideen om, at det drejer sig om et tungt sort hul."
Kilde: ESO
Sorte hullers overfalde
Sorte hullers overfalde
Et af de store problemer med sorte huller, er at stof der forsvinder ind i dem, forsvinder ud af universet. Og det giver teoretikerne grå hår i hovedet, for dermed går informationen om det tabt; Det er det såkaldte 'informationstabsparadoks'.

Problemet er altså at stoffet "forsvinder" når det når den teoretiske grænse for det sorte hul: Hændelseshorisonten. Nu har tyske forskere regnet lidt på en teori af Hawkins og Berkenstein, om at sorte hullers tyngde eller entropi, ikke er proportional med hændelseshorisonten volumen, men dens overflade. Det har tyske forskere regnet på, ved at decimere hændelseshorisonten ned til et atomart niveau. dermed har de funder at under de ekstreme vilkår vil alle atomer opføre sige ens, så kugleskalen virker som et holografi. Det betyder dels at al information bevares på overfladen som i et foto, men også at det dermed faktisk er teoretisk muligt at "se ind" i et sort hul.
Se 'A look beyond the horizon of events' fra SISSA
Radioteleskoper
Radioteleskoper
"Fast Radio Burst's" er kortvarige radioglimt på himlen som stadig er omgærdet af en del mystik; Specielt fordi radiosignaler er mere udflydende pga den større bølgelængde, så man ikke præcist kan sige hvor de stammer fra. Så da det sidste februar for første gang lykkedes at registrere en efterglød efter et radioglimt, var der mange der satte spørgsmål ved det, fordi det ikke er set før - eller siden. Nu har analyser af fundet vist, at det stammer fra det sorte hul i en nærliggende galakse, og dermed ikke er associeret med radioglimtet,
Se 'Fast Radio Burst "Afterglow" Was Actually a Flickering Black Hole' på Harvard
Gravitationelle bølger og pulsarer
Gravitationelle bølger kan ses ved at studere pulsarer
over hele himlen med radioteleskoper
LIGO var ikke de eneste der kiggede efter gravitationelle bølger, selvom de var de første til at finde dem.
Gravitionelle bølger kan have mange bølgelængder. Og med radioteleskopernes udvikling de seneste år, vil man kunne registrere små bevægelser i rummet, hvsi man holder nøje øje med fjerne pulsarer fordelt over hele himlen; Så vil man kunne se hvordan Jorden "vugger" som et skib i havet (Se ill.)

SE NanoGrav og NASA pressemeddelelse
Gravitionsbølger Kan vi så se Big Bang? Nu kan vi måle gravitionelle bølger og dermed se ufattelige begivenheder ufatteligt langt tilbage i tiden. Men kommer vi så til at se Big Bang?

Konsekvenserne diskuteres flittigt på fora som The Conversation. Svaret er at vi aldrig kommer til at se Big Bang, for bølgelængden fra den vil være enorme og kræve sensorer så store som universet. Men man vil måske kunne registrere følgeeffekter af dem - de såkaldte B-modes.

SE '..will we ever catch ripples from the Big Bang?'
på The Conversation