Stjerner
Ved nytårstid faldt kæmpestjernen Betelgeuses lysstyrke ganske drastisk, og skabte spekulationer om hvorvidt den var ved at eksplodere som en supernova. Store stjerner som Betelgeuse lever nemlig ikke længe, og det ER estimeret at den vil eksplodere "snart" - dvs nårsomhelst indenfor de næste 100.000år.
Men de kom igen og var tilbage ved sin normale lysstyrke i april. Teorier om lysfaldet gik på at den var dækket af enten gas- eller støvskyer. Ved at bruge infrarøde og ultraviolette observationer kan man let skelne mellem dem, og det viser sig at det var støvskyer.
Normalt spyer stjerner ikke støv, men kun varm gas. Men når gasser med mange tungere grundstoffer køles af bliver det til støv, og det var en sådan støvsky der dækkede Betelgeuse, skriver NASA, idet de citererer forskere fra Harvard
12 mar 2020 opfangede Swift rumteleskopet et udbrud fra kilden Swift J1818.0–1607, som skulle vise sig at være en sjælden opdagelse;Neutronstjerner er små men meget tunge rester efter supernovaer, som roterer meget hurtigt. Men de ligner meget en lidt anden type kompakt legeme, kaldet magnetarer. De roterer lige så hurtigt og endda hurtigere end neutronstjerner og så har de et kraftigt magnetfelt, som virker som en meget højfrekvent radiosender, der dermed udsender blød røntgenstråling. Man har længe anset magnetarer for at være nogle lidt specielle neutronstjerner.
Men udbruddet fra den nyfundne magnetar . som kun er 240-320år gammel og roterer på kun 1,4 sek - ligner en anden mere almindelig neutronstjerne PSR J1119−6127 rigtigt meget; Så meget at de tilsammen næsten er et "missing link" mellem neutron- og magnetar-stjerner.
På baggrund af deres analyser og sammenligninger foreslår de derfor at magnetarer kan være meget energirige stjernerester som enten:
- Har en lidt skæv fordeling af magnetisk materiale som med tiden udjævnes, eller
- Er " født" magnetiske, men efterhånden får dækket/skjult sin overflade af materiale der falder ned på den.
(Der er så ikke helt deres egne eller helt nye teorier, men fundet understøtter dem). Fundet som publiceres i Astrophysical Journal er også publiceret på arXiv Spectropolarimetric properties of Swift J1818.0−1607: a 1.4 s radio magnetar
Mantraet har i årtier været at "Tunge stjerner ender som enorme supernovaer" og sorte huller.
Men faktisk er mange store stjerner bare ...forsvundet!
Det har fået teoretikere til at diskutere om massive stjerner kan kollapse uden at eksplodere...?
Et nyt studie som har simuleret sådanne begivenheder og som medtager stjernernens rotation, konkluderer at hvis stjernen roterer hurtigt nok, kan gasserne ikke falde tilbage til kernen og danne den voldsomme supernovaeksplosion.
Istedet for et kernekollaps, som samler massen og skaber eksplosionen som stripper stjernen for dens ydre atmosfære og efterlader et sort hul, skaber kollapset et tryk ud som sammen med rotationens centrifugalkraft afholder gasserne fra at falde ind og skabe eksplosionen. Gasserne ender istedet i en ring af gasser om det nydannede sorte hul.
Kilde:On the maximum stellar rotation to form a black hole without an accompanying luminous transient på arXiv
De fleste elliptiske galakser er flade skiver af stjerner og gasser der roterer om galaksen, men det gælder faktisk også stjerner der kredser om elliptiske galakser. Em ny undersøgelse af stjernernes rotation om galaksepanet,viser at disse skiver af stjerner typisk er 12-15% af den elliptiske galakses diameter The virial relation and a very thin plane for slow-rotators
Analyser af røntgenstråling fra galaksen GSN 069, som ligger 250 mio lysår herfra, har afsløret resterne af en stjerne der har været i meget tæt kontakt med galaksens centrale sorte hul - og har overlevet det!.
Stjernen - en rød kæmpestjerne - kom så tæt på det 400.000 solmasser tunge sorte hul, som kun 15x hændelseshorisonten. Her blev den strippet for det meste af sin atmosfære, mens resterne af kernen - en lidt usædvanlig hvid dværg, fortsatte væk fra det sorte hul. Den er dog stadig fanget i en stærkt elliptisk bane om det sorte hul, med en baneomdrejning på kun 9 timer.!
Og hver gang den kommer tættest på det sorte hul, rammer stjernen den støvskive der omgiver det sorte hul og udsender en kaskade af røntgenstråling, som astronomerne har identificeret i røntgenudstrålingen fra GSN 069, skriver Harvard University i pressemeddelelsen Star Survives Close Call with a Black Hole