En af Pluto's mest slående overfladedetaljer er dens store "ishjerte" ved navn Tombaugh Regio, som er et stort isplateau, man mener dækker over 2 store gamle kratre. Men derudover har Pluto også en tynd atmosfære i sommerhalvåret, som fryser ned i dens lange vinter.
Nye studier af den tynde atmosfæres dynamik, viser at vinde fra det store isplateau, er skyld i en række lange mørke striber man har observeret på planetens ene halvkugle skriver Americanm Geophysical Union
Asteroiden Hygiea kan måske klassificeres som en dværgplanet. Det tyder nye observationer gjort med SPHERE instrumentet på ESOs Very Large Telescope (VLT) på. Asteroiden er den fjerdestørste i asteroidebæltet, efter Ceres, Vesta og Pallas. For første gang er Hygiea observeret i så stor detaljer, at det har været muligt at studere overfladen og bestemme dens form og størrelse. Forskerne kan se, at Hygiea er sfærisk, og dermed kan den måske snuppe æren for at være den mindste dværgplanet i Solsystemet fra Ceres.
I og med at Hygiea befinder sig i asteroidebæltet opfylder den allerede tre af de fire krav, som stilles for at den kan klassificeres som en dværgplanet: den kredser om Solen, den er ikke en måne, og til forskel fra en "rigtig" planet har den ikke støvsuget området omkring sin bane for andre objekter. Den sidste betingelse er, at den skal have nok masse til at dens egen tyngdekraft kan trække den sammen til en nogenlunde kugleform. Og det er lige det, som observationerne med VLT har vist for Hygiea.
"Takket være SPHERE instrumentets unikke billedskabende muligheder på VLT, kunne vi se Hygieas facon, og den er faktisk næsten sfærisk," siger chefforsker Pierre Vernazza fra Laboratoire d'Astrophysique de Marseille i Frankrig. "Ud fra disse billeder kan vi reklassificere Hygiea som dværgplanet, og den bliver så den mindste i Solsystemet."
Forskerholdet brugte også SPHERE-observationerne til at måle Hygieas form og størrelse - med en diameter på ca.434 km. Pluto, som er den mest kendte af dværgplaneterne, er tæt på 2.400 km i diameter, og Ceres er tæt på 950 km.
Overraskende nok har observationerne også vist, at Hygiea mangler det meget store nedslagskrater, som forskerne forventede var et sted på dens overflade, fortæller de i den artikel, som bliver offentliggjort idag i tidsskriftet Nature Astronomy. Hygiea er det største kendte C-klasse asteroide, som der er næsten 7.000 af, og som alle stammer fra det samme større objekt. Astronomerne havde derfor forventet, at den kollision, som skabte den, ville have efterladt et større aftryk på Hygiea.
"Resultatet var en virkelig overraskelse, for vi forventede, at der var et større nedslagskrater, som det for eksempel er tilfældet med Vesta," siger Vernazza. Selvom astronomerne har observeret 95% af Hygieas overflade, er det kun lykkes at finde to sikre kratere. "Ingen af de to kratere kan stamme fra det nedslag, som skabte Hygieafamilien. Det er de for små til. Til sammen ville alle C-klasse asteroiderne udgøre et himmellegeme med en diameter på 100 km," forklarer medforfatter til artiklen Miroslav Brož fra Astronomical Institute of Charles University in Prag, Tjekkiet.
Forskerholdet besluttede blandt andet derfor at undersøge sagen nærmere. Ved hjælp af numeriske simuleringer kunne de afgøre, at Hygieas runde facon og store familie sandsynligvis skyldes en større direkte kollision med et legeme, som har været imellem 75 og 150 km i diameter. Simuleringerne viser, at dette sammenstød, som er sket for omkring 2 milliarder år siden, fuldstændig knuste det oprindelige legeme. Efterhånden har stumperne samlet sig igen, og det er det, som har forårsaget Hygieas afrundede facon og de tusinder af mindre asteroideledsagere. "En kollision af den størrelsesorden imellem to så store legemer i asteroidebæltet er ellers ikke sket indenfor de seneste 3-4 milliarder år," siger Pavel Ševeček, som er PhD student ved Astronomical Institute of Charles University, og som også var med i forskningsprojektet.
Det er både fremskridt indenfor avancerede beregninger og kraftigere teleskoper, som har gjort det muligt at studere asteroider i sådanne detaljer. "Takket være VLT og instrumentet SPHERE, som er en ny generation med adaptiv optik, kan vi nu tage billeder af asteroider i bæltet imellem Mars og Jupiter med en hidtil uopnåelig opløsning. Dermed kan vi fylde det hul ud, som ellers har været imellem at studere asteroiderne her fra Jorden og så fra interplanetariske rumsonder," slutter Vernazza.
14 Juli 2015 susede New Horizon sonden tæt forbi småplaneten Pluto, med en hastighed på ikke mindre end 50.700km/t. Da den nærmede sig Pluto fik den taget flere billeder som ikke var nær så detaljerede, men under selv passagen kunne den kun få den ene side af Pluto med - den anden side kendes kun i store detaljer. Billederne kan ses hos NASA
Derfor har forskere prøvet at samle de bedste billeder af Pluto til et samlet kort og ekstrapoleret detaljerne fra den kendte side, for at tolke geologien og forekomsterne der. De har blandt andet vist hvordan det store isdækkede bassin Sputnik Planitia som er et kæmpe isfyldt nedslagskrater, er unikt for den kendte side, men at den anden side af Pluto bortset fra den, ligner den kendte sid, med udbredte kæmpe issøljer, som også kendes fra Jorden som nieves penitentes (bare meget mindre).
Studiet er publiceret på arXiv under tilten "Pluto's far side"
Den 279 × 232 × 189 km store småplanet '16 Psyche' i det indre asteroidebælte. Analyser af dens spektrum viser at dens overflade hovedsageligt består af Jern og Nikkel legeringer og altså er en jern-asteroide. Men da Jern er noget af det tungeste asteroider kan bestå af, burde jernet være gemt i kernen, dækket af en kappe af andre materialer som sten, jord og is. Derfor har man hidtil ment den måske var en rest af kernen fra et tidligere større planetarisk legeme
Men det har altid undret astronomer at 16 Psyche ser ud til at være lettere, end hvis den havde bestået af ren Jern/Nikkel. Nu har Australske astronomer lavet simuleringer af Psyches dannelse og fortid, og fundet at - da den er stor nok til at have haft en smeltet kerne - jern-lava fra kernen kan være væltet op gennem sprækker og svagheder i en sten/jord kappe op til 35-50km tykkelse.
Dermed kan den være blevet dækket af jern-lava, så den indeholder en jern-kerne, dækket af en sten/jord-kappe, som igen er dækket af jern-magma fra kernen skriver forskerne fra Purdue University
En af de store overraskelser over de første billeder af Plutos overflade blandt fagfolk, var hvor varieret den er. I stedet for en isoverflade spækket med kratre, fandt man bjerhg og sletter med kraterfri områder, som tyder på aktive processer. Det har fået forskere til at undersøge om der kan være et undersøisk hav under overfladen, som kan have oversvømmet områder for nylig. Og det tyder deres modeller som er publiceret i nature på at der godt kan, hvis der er et isolerende lag under overfladen.
Dermed er det i princippet muligt at planeter langt ude i solsystemet og andre planetsystemer, kan gemme på liv.