Danske bøger om astronomi er ikke hverdagskost, men endelig kom der en dansk nyudgivelse.
Som et dansk punktum for det internationale astronomiår i 2009 er der netop udgivet en bog, som tager den helt store tur ud i Universet og behandler emner i forskningen, hvor danske forskere har gjort eller gør sig gældende på højt plan.
Bogen er opdelt i 14 kapitler, som hver i sær omhandler et specifikt emne. Hvert kapitel kan læses uafhængigt af de øvrige og kapitlerne kan læses i vilkårlig rækkefølge. Emnerne spænder vidt fra historisk astronomi hen over kosmologi og videre gennem behandling af f.eks. liv i universet og exoplaneter. Solsystemet bliver også gennemgået og især Mars har fået en stor plads i bogen.
Der er ligeledes blevet plads til beskrivelse af meteoritterne. Kapitlet indledes med beskrivelse af ildkuglen der d. 17. januar 2009 oplyste himlen kl. 20.09, som en særlig hyldest til astronomiåret.
Bogens tekst suppleres med gode og interessante billeder og grafiske illustrationer. Selv om der har været mange forfattere på opgaven og at deres individuelle skrivestil bryder igennem i de enkelte kapitler, så har redaktionen fået samlet indholdet, så det virker naturligt og let læseligt. De mange kompetente forfattere har bedraget med viden, som gør bogen interessant for både astronomisk interesserede, studerende på f.eks. gymnasieniveau og amatørastronomer. Det er lykkedes at udgive en bog, som spænder bredt og som er interessant læsning og som kan bruges til inspiration til at søge mere viden om de enkelte emneområder.
Godt forfatterarbejde og gennemtænkt redaktionelt arbejde.
Jeg giver bogen 5 stjerner ud af 5 mulige.
Titel: Dansk astronomi i kikkerten
Forfattere: Allan Hornstrup, Anja C. Andersen, Christina Holstein-Rathlou, Gro Birkefeldt Møller Pedersen, Hans E. Jørgensen, Hans Kjeldsen, Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen, Haraldur Páll Gunnlaugsson, Helge Kragh, Henning Haack, Ib Lundgaard Rasmussen, Jens Hjorth, Johan P.U. Fynbo, Jørgen Christensen-Dalsgaard, Kristian Pedersen, Morten Bo Madsen, Niels Lund, Richard M. West, Signe Riemer-Sørensen, Søren E. Larsen
Redaktører: Lone Bruun & Kristian Pedersen
ISBN: 978-87-993384-0-5
Sidetal: 144 sider
Udgivet på forlaget: Forlaget Epsilon.dk
Pris: 245 kr.