Gaults asteroide er en 4x9km asteroide i det indre asteroidebælte mellem Mars og Jupiter, som blev opdaget i 1988. Men efter at nye jordbaserede observationer af den har vist at den har fået en hale og er begyndt at afvige lidt fra sin oprindelige bane, har astronomer fulgt op på den med stor interesse; For den er ved at falde fra hinanden.
det er en proces som er teoretisk forudsagt - den såkaldet Yorp effekt. For sollyset må med tiden nedbryde de mindre asteroider. Når sollyset opvarmer asteroiden, afgives varme og gasser kan undslippe. Men energiafgivelsen kan accelere deres rotation, til de når et punkt hvor løst materiale begynder at slynges af asteroiden, hvilket yderligere accelererer asteroidens rotation op og ender med at splitte asteroiden ad.
Det er beregnet at blandt de ca 800.000 kendte asteroider i bæltet, må det i gennemsnit ske en gang om året for en asteroide et sted i bæltet. Det betyder ikke nødvendigvis at asteroidebæltet er dødsdømt,for resterne spredes og bidrager til at der samles andre mindre asteroider, eller få andre asteroider til at vokse. Asteroidebæltet er med andre ord ikke så dødt og statisk som man ellers forestiller sig!
Men når der slynges materiale af asteroiden, får den en - eller rettere to - kometlignende haler efter sig Og de er særdeles interessante, fordi man derved kan analysere asteroidens indre,når den spredes i rummet skriver ESA
Japanske JAXA's Hayabusa2 sonde som er kredser om den 870m store asteroide 162173 Ryugu i det indre asteroidebælte, har konstateret at den er fuldstændigt dehydreret.
Det er et interessant fund, fordi man hidtil har ment at meget af Jordens vand stammer fra netop de indre asteroider, så disse teorier skal åbenbart revideres.
Hayabusa2 foretog i januar et dyk ned til kun 22m over Ryugus overflade og skal i engang i foråret dykke helt ned til overfladen for at tage en prøve der skal returneres til Jorden.På billedet ses skyggen af Hayabusa2 sonden under dette dyk
Derudover medbringer Hayabusa2 også en sprængladning, som skal lave et krater i asteroiden, for at få et indblik i dens indre sammensætning.
Billeder fra NASAs OSIRIS-REx som kredser om den kun 262m store Nær-Jord asteroide 101955 Bennu, viser en klippe-overstrøet overflade. Men de meget detaljerede billeder af klipperne fortæller en historie om hvordan en sådan lille Apollo-klasse asteroide formes, skriverPlanetary Science Institute
Den store klippeblok i midten af billedet som er 28m stor, har en meget alsidig overflade, som er præget af mikrometeorit nedslag, men som også har store brudflader, der kan skyldes at der flækker stykker af den ellers solide jern-klippe på grund af de voldsomme termiske variationer i rummet; Når den udsættes for det direkte sollys varmes dens overflade op til flere hundrede grader, som afkøles i skyggen. Det skaber et stort stress i forhold til dens formodentligt kolde indre, som skaber svagheder og brud. Flere af de omkringliggende små blokke bære præg af at være brudstykker fra den store.
"Det er første gang vi har observeret termiske fraktioner på en planetarisk overflade" siger forskeren Jamie Olaro. Noget som forskerne hidtil kun har gættet på
Jorden rammes regelmæssigt (på en geologisk skala) af større asteroider. Og med 8mia beboere, kan et sådant nedslag idag koste mange millioner mennesker livet!
Der er mange bud på hvad man skulle gøre for at afværge en sådan kollision; skubbe den væk, sprænge den eller skubbe en mindre asteroider imod den.
Hidtil har man ment at jo større en asteroide er jo mere porøs vil den være; Simulationer af en 1km asteroide der ramte en 25km asteroide, viste at de begge ville blive ødelagt. Men nye beregninger viser 2 ting:
- En nye model kaldet Tonge-Ramesh modellen som tager højde for revner og elasticitet, viser at den store asteroide kun vil få et stort krater.
- Men en anden ting er tyngdekraften, for simulationerne viser at selvom måske 1/4 af asteroiden sprænges bort, vil en stor del af den spredte masse trækkes tilbage til asteroiden skriver John Hopkins University
Det sidste lyder måske skidt, men kan faktisk være godt. For hvis man vil prøve at afbøje en asteroides kurs, har man ikke lyst til at forvandle den til en sværm af mindre, men ligeså dødbringende asteroider, efter en form for bombardement af den.
Da New Horizon sonden nytårsnat passerede tæt forbi asteroiden Ultima Thule i Kuiper Bæltet, var det med en relativ hastighed på 52.000km/t!
Så da den passerede skulleman havde fokuseret telephoto Long-Range Reconnaissance Imager (LORRI) kameraet på den retet afstand, udne præcist at vide hvornår den lige præcist ville være i billedefeltet. Men efter lang tids gennemgang af de mange billeder fra den kun kun 6½ minut lange passage, og fundet det skarpeste billede som er vist her. Opløsningen på billedet viser detaljer ned til kun 33meter skriver NASA