Hidtil har man regnet planeters indre som en direkte funktion af deres masse: Større masse = større tryk. Og sådane rd et også i det lange løb, men når planeter dannes og udvikler sig er det som regel ved sammenklumpning af mindre legemer og senere ved større samemnstød, som det man også mener Jorden oplevede, da Månen blev dannet for4,5 mia år siden.

Men disse sammenstød letter det indre tryk når skallen brydes og får samtidigt planeten til at rotere hurtigere hvilket også letter trykket. Dermed lettes trykket øjeblikkeligt, for derefter langsomt at stige igen, når overfalden afkøles og rotationen normaliseres skriver forskere fra Caltech.

Det skete også da Månen blev dannet; Et sammenstød med et andet større planetimial, ødelagde jordens kappe og omdannede den til en lavakugle,som pga sammenstødets kinetiske energi blev delt i 2 klumper i en hurtigt roterende peanut-form, som med tiden blev adskilt i 2 legemer - Jorden og Månen - som roterede om hinanden. Dermed blev Jordens kerne også diskformet, hvilket forklarer nogle anomalier om Jordens kerne man ikke hidtil har kunnent forklare. Og efterhånden som de drev fra hinanden fordi tidevandskræfter bremsede rotationen, kernen normaliseredes og skorperne størknede igen, hvilket igen fik trykket til at stige.
Resultater er publiceret i Science Advances