Da Kinas Chang'e 4 rumsonde landede på den uudforskede "bagside" af Månen sidste år, sendte den sin lille Yutu-2 rover ud for at kortlægge et hidtil helt ukendt område.
På 8ende dagen af sin rejse, fandt den et lille 16x52cm krater, bestående af et meget usædvanligt materiale; Dens overflade synes dækket af en gelé-agtig sammenhængende mørkegrøn skorpe.
Nye amerikansk/kinesiske analyser af billeder, spektre og sammenligninger med Apollo-prøver fra Månen, viser at det er klippestykker/fragtmenter, der er blandet- og "limet sammen" med månestøv (regolitter), som danner den lidt cement-agtige men bløde skorpe (et materiale kaldet Breccia. De har sammenlignet dataene med nogle af de prøver Apollo-astronauterne havde med hjem, og fundet at de kan ligne Apollo-prøverne 15466 og 70019 meget.
Hvad det er for specielle forhold der har skabt den særlige type overflade kan de ikke sige, men det er spændende at man har fundet ligheder mellem ganske særlige prøver fra den jordvendte- og den ukendte bagside af Månen skriver de i pressemeddelelsen som gengives i pressen
Studier af den is der er fundet på Månen og især i kratre ved Månens sydpol viser at det kan komme fra flere kilder, og det er væsentligt at vide, hvis man vil udvinde det.
Forskerne har studeret fordelingen af isen rundt om i kratrene. Numeriske analyser og simuleringer af effekten af mindre meteoritnedslag, viser at gammel is ikke overraskende vil koncentrere sig i bunden af kratrene. Men lige så vigtigt er det at isen vil tiltage med dybden. Så hvis der er is på overfladen i bunden af kratrene, vil der være endnu mere længere nede!.
Men så er der også is fordelt i pletvist henover kraterbunden og siderne i mindre kratre, som er ret veldefineret hvilket antyder at det er af yngre dato og der var en overraskelse skriver forskerne fra Brown University.
For hvis disse isdeponeringer er yngre, kommer udefra har det en anden kilde end den gamle is. Og i forhold til at udvinde det, betyder det også at det vil være ret overfladisk is.
Den accepterede teori om at Månen blev dannet efter at Jorden kolliderede med et andet større legeme, hvorefter Månen blev slynget ud af den glødende lavakugle, har i årtier givet forskerne hovedbrud: For hvis de engang var ét, burde de rent kemisk ligne hinanden fuldstændigt. Mange forskelle kan tilskrives at Månen er blottet for Solens ubønhørlige stråling. Men metalfordelingen burde være den samme ... men det er den ikke; Fx er Månens overflade helt blotte for ædelmetaller og det har hidtil været et problem at forklare!
Nu har Canadiske forskere i midlertidigt studeret analyser af Månens sammensætning og har fundet spor af større mængder svovl under overfladen. Svovlen i sig selæv er ikke interessant, men i vulkansk materiale vil den altid følges med jern-sulfider. Og analyser fra Jorden viser at ædelmetaller som Platin og Palladium netop gerne optræder sammen med jern-sulfiderne når de smeltes som Månen engang var det. Dermed kan der ligge et størrelag af disse metaller et stykke under Månens overflade skriver Canadiske Dalhousie University
Apollo landerne bragte flere hundrede kg prøver med tilbage fra Jorden: Månesand, sten og prøver fra klipper, som den dag i dag stadig undersøges af forskere fra hele verden.
Men en undersøgelse af en bestemt lille sten på 1,7gr har vist at den er ganske usædvanlig, fordi den stammer fra Jorden skriver Particle , som er et officielt Australsk forsknings-formidlingssite.
Umiddelbart ligner den mere granit end en Månesten og ved analyser af dens kemiske sammensætning ligner den mere en gammel klippe fra Jorden end en Månesten.
Forskerne mener dermed at den er slynget ud af Jordens tyngdefelt ved et stort meteornedslag, for ca 4 mia. år siden. Man har på samme måde fundet en del meteoritter på Jorden som stammer fra Månen. Men dengang var Månen også betydeligt tættere på Jorden end idag.
Prøver fra Apollo-missionerne viste at Månen var knastør. Men nye analyser publiceret i Nature af data fra LADEE, Cassini, Deep Impact, Lunar Prospector og Chandrayaan-1 sonderne, har samlet de sporadiske observationer af is/vanddampe om Månen og vist at observationerne udgør en cyklus, som falder sammen med kendte meteorsværme.
Dermed hypotiserer forfatterne at de stammer fra meteornedslag som spreder måne-støv og vand over Månen. Der er så 4 observationer som falder udenfor kendte meteorsværme, som de mener kan skyldes hidtil ukendte meteorsværme.
Dermed mener de at der må være et uniformt hydreret lag nogle meter under Måneoverfladen som eskaveres af meteornedslagene, for at kunne forklare den mængde vand man har observeret. De har regnet ud at Månen på den måde mister 200 tons vand om året!.