En ny undersøgelse af dynamikken i planetdannelser, viser hvor kaotisk det kan være. En af konklusionerne er at vort solsystem ikke er så gennemsnitligt som vi måske går og tror, fordi vi bla. ikke har nogen større faste planeter - en såkaldt "Super-jord". I samme åndedrag siger de at forklaringen kan være at Solen har opslugt den eller dem.
Se ON THE FORMATION OF SUPER-EARTHS WITH IMPLICATIONS FOR THE SOLAR SYSTEM på arXiv (pdf)
I den indre del af solsystemet er domineres solvinden af soludbrud og magnetisme. I den yderste del af solsystemet kan selv Voyager sonderne stadig mærke solvinden, når de ind imellem sender data hjem. Men ombord på New Horizon sonden har vSolar Wind Around Pluto (SWAP) instrumentet konstant målt og registreret solvinden i 3 år op til Pluto-passagen i juni. Og SWAP dataene viser at solvinden i det ydre solsystem er en jævn brise, uden spor af soludbrud og andet "ekstremt vejr", som vi oplever det om Jorden. Det skyldes at forskelle i hastigheder udjævner hinanden, når vinden fra soludbrud ikke kan overhale den almindelige solvind og dermed blandes til en uniform jævn Sol-brise.
Soludbrud er jo ganske almindelige. Men nogle stjerners udbrud er så voldsomme at de næsten rister eventuelle planeter om dem. Et nyt studie af stjerner med sådanne udbrud, viser at flere af de stjerner der udsender dem, har svagere magnetfelter end Solens; Dermed kan Solen altså også udsende superudbrud.
I 1857 så man fx. et voldsomt glimt fra en solpletgruppe - det såkaldte "Carrington event". Og kulstofanalyser af træer viser også at der var lignende udbrud i 775 og 793 som faktisk var små superudbrud
Når det så er sagt at Solen kan udsende små superudbrud og i teorien også store, så er det altså muligt, hvilket kunne får katastrofale konsekvenser for satellitter om Jorden og måske endda livet selv.
Solen har et enormt magnetfelt dre strækker sig helt ud i det yderste solsystem, men de seneste års forskning har vist at dens overflade i høj grad er styret af lokale magnetfelter. Analyser og modelleringer af disse magnetfelter i en model PFSS (Potential Field Source Surface), viser meget præcist hvordan de strækker sig. Billedet her er taget med NASA’s Solar Dynamics Observatory (SDO) i UV lys (1710nm) og magnetfeltlinierne som beregnet af PFSS er lagt ovenpå.
Kilde: 'Picturing the Sun’s Magnetic Field' fra NASA
Et gigantisk udbrud i Solens øvre atmosfære (Coronal hole) giver i disse dage forøget chance for at se nordlys.
Udover den aktuelle solstorm, er der også endnu en solplet på vej ind over solskiven, som kan give mere af samme slags.