Interstellart stof

Den meget aflange interstellare asteroide eller komet Oumuamua
Den interstellare komet eller asteroide Oumuamua, som passerede solsystemet i 2017, overraskede astronomerne ved at være meget aflang. Baseret på dens varierende lysstyrke, vurderede man at den var 400m lang, men kun 1/5 så bred. Det er en meget overraskende form, som man ikke har set i vores eget solsystem. Dermed foreslog astronomer at den kunne være et stykke af en skorpe fra en smadret planet eller lignende - og nogle antydede end at Oumuamua kunne være kunstig.
Men hvis lysvariationerne skulle skyldes en meget aflang form, skulle den også rotere vinkelret i forhold til observatøren, hvilket også er en usædvanlig rotation i forhold til retningen.

En ny undersøgelse og simuleringer af dens lysstyrke og mindre ekstreme former, baseret på forskellige overfladetyper,viser at den kan have haft en mere almindelig form og rotation, hvis den istedet har en anden overflade end de asteroider man kender.

Forskerne har kun regnet på en "perfekt" elliptisk form og kun 2 ud af de 5 foreslåede reflektionsalgoritmer kan forklare Oumuamua's lysstyrkevariationer. Men dermed viser de at der er større sandsynlighed for at Oumuamua's havde en anden mere irregulær overflade end vi er vant til, end en anden form og rotation, skriver de i artiklen On the aspect ratio of ’Oumuamua : less elongated shape for irregular surface properties
Meteor rammer Jordens atmosfære, set fra ISS
Mælkevejen og resten af universet er fuld af voldsomme begivenheder - supernovaer, neutronstjerner sorte huller mv. - som udsender jets og chokbølger af partikler, med hastigheder nær lysets hastighed. De vil med tiden bremses af interstellare gasser, eller ramme solide legemer ... som Jorden!

Dermed burde Jorden regelmæssigt rammes af sådanne partikler. Forskere har derfor regnet på hvad der sker når de rammer Jordens atmosfære og hvordan de evt kan opdages. De har fundet at et ~1cm meteor ved sådan hastighed vil afgive ~2% af sin kinetiske energi ved mødet med Jordens atmosfære, og dermed afgive et supersonisk brag med samme energi som de betydeligt større ildkugler (fireball).

De foreslår derfor i artiklen 'Observational Signatures of Sub-Relativistic Meteors' på arXiv, at overvåge den øvre atmosfære med mikrofoner for at registrere de små sub-relativistiske meteorer.

Umiddelbart lyder det måske som en uoverkommelig opgave, men NASA's Center for Near-Earth Object Studies (CNEOS) har faktisk allerede et netværk af instrumenter som ifølge andre forskere iflg. Matt Williams allerede er istand til at registrere sådanne brag. Desværre er mange af dataene klassificeret som militært følsomme og er derfor ikke umiddelbart tilgængelige for forskningen.
Spor af fosfor som er en forudsætning for liv, i stjernedannelser og på kometer
Forskere som har sammenlignet Rosetta sonden data fra komet 67P med ALMA-fund af Fosfor i stjernedannelsen AFGL 5142.
I den varme stjernedannelse har man fundet frie Fosfor-atomer, men på komet 67P, fandt man Fosforen i form af Fosfor-monooxid molekyler skriver ESO. Dermed har forskerne kunnet forklare hvordan fosforen dannede fosfor-monooxid da det kølede af, blev fordelt i kometskyerne og endte på Jorden. Fosfor er en vigtig del af RNA og DNA. Og ligesom Jordens vand, kom fosforen altså til Jorden fra kometerne, ligesom man nu har kunnet vise at denne livsbetingelse også findes om andre nye stjerner.
Små gravitionelle linser som har gjort det muligt at regne sig frem til meget små klumper mørkt stof
Ved at studere 8 små gravitionelle linser ved hjælp af Hubble-data, har forskere kunnet identificere de hidtil mindste klumper af mørkt stof skriver ESAs Hubblesite.

Og når vi taler om "små klumper" af noget usynligt, svarer det til en højere opløsning, som kan give vigtige fingerpeg om hvordan mørkt stof opfører sig lokalt og dermed interagerer med det almindelige baryonske stof.
De "små" klumper er ikke så små igen, men vejer i størrelsesordenen 1 million til 1 milliard solmasser skriverfors kerne på arXiv. Det lyder måske ikke særligt detaljeret, men svarer jo kun til massen af en stor stjernehob, og er første gang man har kunnet præcisere mørkt stof i detaljer ned til en sub-galaktisk skala.

I 1054 lyste en supernova opsom en ny stjerne i stjernebilledet Taurus; Resterne af den kan idag ses som en lille neutronstjerne, omgivet af Krabbetågen (M1). Et nyt multibølgelængde survey af M1, med Hubble, Chandra og Spitzer rumteleskoperne kan nu afsløre hvordan den hårde stråling fra neutronstjernen får stjernetågen til at gløde og hvordan dens magnetfelt hænger sammen med M1's udseende. Studiet munder også ud i et ægte 3D billede af både tågen og neutronstjernens hurtigt roterende støv- og gasskive skriver ESA/NASA's Hubblesite