Stjerner
Galaksers centre optages altid af enorme sorte huller der vejer millioner solmasser. Men ude blandt galaksernes stjerner gemmer der sig en halt anden type sorte huller - de stellare sorte huller, som kun er 8-20x Solens masse. Nu har kinesiske forskere i midlertidigt fundet et usædvanligt tungt stellart sort hul i Mælkevejen, som vejer 70 solmasser!
Udover at være et usædvanligt stort sort hul, er måden den blev fundet på også usædvanlig;
Astrofysikere mener der bør være millioner stellare sorte huller i Mælkevejen. Men da sorte huller er usynlige, kan de kun opdages når de suger stof til sig og dermed udsender røntgenstråling, så man kender idag kun ca 25 små sorte huller i Mælkevejen.
Så de kinesiske astronomer brugte en anden metode, idet de ledte efter stjerner som kredser om et tungt objekt og dermed rokker voldsomt i sin bane. Og de fandt en sådan stjerne; En stor stjerne - 8x tungere end Solen - kredser nemlig i god afstand om det store sorte hul som er blevet døbt LB-1. Opdagelsen af LB-1 blev fulgt op og bekræftet af bla. Gran Telescopio Canarias 10,4m teleskopet.
Der er ikke nogen forklaring på hvordan LB-1 er blevet så stor, men opdagerne foreslår at det kan være flere sorte huller som er stødt sammen, på samme måde som LIGO gravitationsbølge sensoren, for nyligt har registreret et sammenstød mellem 2 sorte huller. Chinese Academy of Sciences
Astronomer har fundet en stjerne der bevæger sig 1.755 km/s og dermed 10x hurtigere end alle andre stjerner i Mælkevejen. Dermed bevæger den sig også hurtigere end galaksens undslippelseshastighed og vil uundgåeligt ende i det intergalaktiske rum.
Det er ikke første gang man har fundet sådanne hypervelocity stjerner, men det er første gang man har kunnet følge dens bane tilbage i tiden, og entydigt kunnet se at den er blevet smidt ud af Mælkevejens enorme centrale sorte hul, sådan som astronomen Jack Hill forudså det var muligt for 30 år siden skriver Carneige Science
Stjernen som er døbt hS5-HVS1, er en type A hovedserie-stjerne i Grus stjernebilledet og er "kun" 29.000 lysår fra Jorden. Den blev opdaget af AAT i Australien og bekræftet af ESA's Gaia rumteleskop
Einstein forudsagde sorte huller i 1939, men var ifølge history.com ikke sikker på om de eksisterede i virkeligheden.
Det først billede af et sort hul blev taget i april 2019.
Senere postulerede han at sorte huller kun kunne karakteriseres ved deres masse, rotation og elektriske ladning.
Men det bliver nu også gjort til skamme, efter at man er begyndt at observere sorte huller med andre midler end selv Einstein kunne forudse;
LIDO og andre gravitationsbølge observatorier kan nemlig måle hvad de kalder "en symfoni" af toner fra alle universets sorte huller. Lige nu kan man høre høje toner og lave toner af gravitionelle bølger fra de sorte huller, men det næste skridt indenfor feltet, er at prøve at stykke det sammen for at kunne "høre hele sangen", som forskere fra Vanderbilt University udtrykker det.
En anden ting er sorte hullers "hår". Udtrykket stammer fra at Einstein skulle have sagt at sorte huller jo ikke har hår med forskellige frisurer, som kan adskille dem fra hinanden. Men forskere har postuleret at hurtigt roterende sorte huller skulle have masseløse kvantegravitionelle skalare felter, som en de selv omtaler som ". I en hår" ny artikel på Physical Review Letters viser forskerne at disse skalare felter skulle have en størrelse, som kommende instrumenter snart burde kunne opløse. Så måske har sorte huller alligevel hår ...
Supernovaen iPTF14hls som blev opdaget i september 2014, blev rubriceret som en sjælden type 2P supernova. Men mens Type 2P supernovaer normalt varer op til 100dage, blev iPTF14hls til astronomernes store forbavselse bare ved og ved, og varede ialt i 1000dage inden den stilnede af.Der er kommet mange hypoteser om hvordan den kunne blive ved så længe, lige fra antistof til magnetarer, men ingen holdbare teorier der har kunnet forklare dens lange forløb og dens meget lille spektral udvikling og mange uregelmæssigheder
Så nu foreslår astronomer at det slet ikke var en supernova, men en voldsom "hyperstellar vind" fra en meget stor stjerne; "Vi foreslår her at iPTF14hls ikke var et pludseligt udbrud som en supernova, men snarere et langvarigt udbrud, svarende til solvinde " skriver Takashi J. Moriya of National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ) i artiklen iPTF14hls as a variable hyper-wind from a very massive star på arXiv.
Teorien understøttes af at den netop kan forklare de langsomme spektropiske forandringer i løbet af hændelsen.
Den totale kinetiske energi var 10x højere end en normal supernova, svarende til 10 solmasser i løbet af de mere end 2 år udbruddet varede. De kan dog ikke forklare hvordan en stjerne som maksimalt kan være 150 solmasser tung, kan have samlet så meget energi, men foreslår at udbruddet blev drevet af stråling, ligesom η Carinae stjernen.
Et lille røntgenrumteleskop kaldet NICER (Neutron star Interior Composition Explorer), som er monteret på den internationale rumstation ISS, har opfanget et rekord røntgenudbrud fra en neutronstjerne.
Neutronstjernen SAX J1808.4-3658 (J1808) som ligger 11.000lysår herfra, roterre med 401x/sek og kredser om en anden stjerne som den suger stof fra, Udbruddet som blev opfanget 20 aug 2019, blev klassificeret som et type 1 udbrud og udsendte lige så meget energi på 20 sekunder, som Solens udsender på 10år skriver NASA
Udover at være et rekordstort udbrud, målte NICER også et sekundært udbrud, som man ikke har set før.